Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 65809 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049609 indlæg i 100423 emner
3 nye indlæg i dag
I denne omfattende aproposserie vil jeg gennemgå den danske fitnesshistorie, lige fra den første spæde interesse for krop, træning og styrke i 1800-tallet, over bodybuildingens storhedstid i 1970’erne og 1980’erne, og helt frem til vor dages kommercielle fitnesscentre. Undervejs kommer vi også en del ud i det store udland, specielt USA, for at se på hvilke internationale tendenser der har været med til at skabe det danske fitnesslandskab vi ser i dag. Ud over at underholde, er mit mål med denne serie, at skabe en historisk træningsmæssig bevidsthed hos de nye generationer af jernkrigere, da det altid er brugbart at vide hvilken tradition man selv er en del af når man svinger håndvægtene. Først får I lige en indholdsfortegnelse:
Del 1:
Starten
Inspirationen fra det store udland
Del 2:
Specialiseringen
IFBB, Muscle beach og Weiderbrødrene
Del 3:
Kvinderne i bodybuilding
Tilbage til Danmark
De første kommercielle centre
Del 4:
Bodybuildingens storhedstid i Danmark
Den endelige kommercialisering
Del 5:
Bodybuildingens turbulente år
Tilbage til kvinderne
Del 6:
Den store krise
Op på hesten igen
Del 7:
Det amerikanske flop og kampen om at blive den største
Den nye verdensorden
Afsluttende tanker
Nu til sagen
Del 1
Starten
Det første man hører til muskelsvulmende mænd i Danmark i ”nyere” tid er omkring 1735, hvor Johan Friderick Schütz kom til landet med sine ’stærk-mands kunster’. Schütz var tidligt på færde, men op gennem 1800-tallet tog det fart med muskelmænd der rejste verden rundt sammen med cirkustrupper og lavede alskens gøgl som at bøje jern, rive kæder over, bryde, lægge arm, holde vilde heste, løfte hjemmesmedede giganthåndvægte og ting i den dur. Ofte iført fantastiske rober af leopardskind som selv moderne farverige-tights-bærende ungersvende ville have misundt dem. De mest kendte muskelmænd fra denne periode er nok Louis Cyr (1863-1912) og Pierre Gasnier (1862-1923). Fotografiets opfindelse omkring 1839 hjalp meget på promoveringen af muskelmænd, og udbredelsen af ”den stærke krop” som ideal og fascinationsobjekt tog fart i denne periode.
Louis Cyr
Pierre Gasnier
Muskelmændene og deres kraftpræstationer forblev et tilløbsstykke op til ca. 1920-30, men allerede omkring 1890’erne fik verden øjnene op for noget helt nyt. Friedrich Wilhelm Müller (1867 - 1925), bedre kendt som Eugen Sandow, slog igennem som en slags datidens Arnold Schwarzenegger. I modsætning til de mere tøndeformede og overvægtige muskelmænd, var Sandow meget mere atletisk bygget. Han lignede mere en antik statue og hvor det for muskelmændene drejede sig om rå muskelstyrke, var det centrale for Sandow at se smuk og harmonisk ud. Med Sandow blev kroppens fysiske udseende og udtryk til et mål i sig selv. Træningsmetoderne havde Sandow bla. fra datidens svar på Joe Weider, Professor Attila.
Eugen Sandow
Inspirationen fra det store udland
Professor Attila (1844-1924) kom fra Tyskland, men åbnede i 1898 et træningscenter i New York kaldet ‘Studio of Physical Culture’. Han stod bag mange mere eller mindre professionelle muskelmænds karrierer i denne periode, og var god til at promovere dem f.eks. via fotomediet som, som sagt, var en relativ ny ting på det tidspunkt. Attilas træningsmetoder var nyskabende, i og med de var baseret på progressiv vægtforøgelse med moderate vægte, der tillod talrige gentagelser af øvelserne. Indtil da havde man mest fokuseret på at forsøge at løfte den tungest mulige vægt. Via disciplineret træning efter Attilas forskrifter, kunne muskelmassen forøges bemærkelsesværdigt, og det var hemmeligheden bag hans æstetiske muskelmænd. Idéen til denne form for træning havde Attila muligvis fra det gamle Grækenland, hvor Milo fra Kroton ifølge legenden, i årene omkring 540 fkr. vandt OL i brydning 6 gange. Myten går på at Milo havde opbygget en fantastisk styrke ved dagligt at løfte en tyrekalv, som gradvist voksede sig større og større, hvorved han som den første opdagede det givtige i princippet om progression.
Milo fra Kroton
Rygterne går også på at Attila opfandt både bænkpres som øvelse, samt de vægte vi bruger i dag, hvor man kan udskifte skiverne og dermed justere vægten. Før det brugte man store støbte cirkusagtige stænger med faste statiske ballonvægte, som var problematiske at bruge når man skulle progrediere.
I starten af 1900-tallet begynder man at se en opsplitning, grænsende til en decideret konflikt mellem, på den ene side, vægtløftningen, som ifølge vægtløfterne var en ”rigtig” sport, og på den anden side, bodybuildernes dyrkelse af kroppen som æstetisk objekt, hvilket, af vægtløfterne, blev betragtet som en underlødig måde at træne på; en overfladisk og ufunktionel træningsform. Denne "seen ned på bodybuilderne" afholdt dog ikke Eugen Sandow fra at arrangere den første officielle bodybuilderkonkurrence for mænd i London i 1901.
Sandow som dommer yderst til venstre
Konkurrencen blev et enormt tilløbsstykke, og allerede året efter i 1902 arrangerede Dansk Atlet-Union den første skønhedskonkurrence for mænd i Danmark. Deltagerne kom fra arbejderklassen og det pæne borgerskab rynkede på næsen af den. F.eks. skrev Berlingske Tidende: “Hele konkurrencen har et ret uæstetisk præg, man mindes dyrskuerne og venter blot på, at afkommet også skal præsenteres, for at bedømmelsen kan blive fuldt ud retfærdig.” Denne konkurrence fortsatte dog uanfægtet helt frem til 1917.
Konkurrencen fra 1909
En af de første danske pionerer ift. træning på denne tid, var J.P. Müller, som allerede i 1904 udgav bogen ’Mit system - 15 minutters dagligt arbejde for sundhedens skyld’. J. P. var militært uddannet og hans pædagogiske evner var måske ikke de bedste. Skal man tro de historier der var i omløb, var hans stil måske noget i retning af Paul Orndorffs:
http://www.youtube.com/watch?v=RzTmu-syR1U
Han var nedladende og grov, men havde dog nogle gode pointer.
”Stilstand er her som i hele naturen unormal, fører til hensygnen og for tidlig død. Bevægelse er liv, forøger og bevarer livskraften.”
En af hans bedste passager lyder som noget Sandy Frink kunne ytre i en physique tear-apart: ”By-kontorist-typen er ofte en sørgelig fremtoning. I den unge alder allerede duknakket, skævskuldret og skævhoftet af den forvredne kontorstols-stilling, bleg, filipenseret og pomadiseret, med den tynde hals stikkende frem af en flip, som en normal mand kunne bruge som manchet, den lapsede påklædning efter nyeste mode slaskende som pibestilke i stedet for arme og ben. I den ældre alder er synet endnu mere medynkvækkende: tøjmoden kan ikke længere følges, fordi familien skal fødes, blikket er mat, skikkelsen enten bleven endnu mere sammenfalden og vindtørret eller lasket blegfed, indhyllet i en odeur af gammet papir, forrådnet hudtalg og dårlig ånde.”
Sådan! Så skulle du vist være motiveret til at gøre noget ved din slatne krop. Bogen blev en kæmpe succes, blev oversat til 26 sprog, solgte over 30.000 eksemplarer i Danmark og over 1,5 mio. på verdensplan.
I næste del skal vi se på den specialisering og opdeling der skete inden for de forskellige afarter af styrketræningen: vægtløftning, bodybuildling, styrkeløft og stærkmand, ligesom vi skal en tur til Muscle beach.
22. mar 2013, 10:31